Nyt fra Byens Egen Butik om indsamling, mejerigrunden og butikkens drift
Bestyrelsen og ledelsen har den glæde at orientere om status på låne-indsamlingen, vores syn på mejerigrunden og en status på butikkens drift. Vi holdt bestyrelsesmøde den 20. juni og på den baggrund vil vi gerne sige følgende:
Målet er nået
Som bekendt arbejder vi på at udvide og modernisere Byens Egen Butik. I den forbindelse har vi spurgt byens befolkning, om man via lånetilsagn vil være med til at delfinansiere dette. Vi havde opsat et mål på 0,7 mio. kr. som lånefinansiering via byens befolkning.
Vi har nu skriftlige tilsagn om lån på over 0,8 mio. kr., dvs. målet er mere end indfriet. Endvidere er der mundtlige tilsagn om yderligere beløb. Der skal lyde en stor tak til de mange personer og familier, der har ydet disse tilsagn. I den nærmeste fremtid vil alle tilsagnsgivere modtage skriftlig information om, hvad der nu kommer til at ske.
Vi har besluttet, at forlænge tilsagnsperioden frem til den 15. august, hvor vi har vores næste bestyrelsesmøde. Der er to årsager til dette. Dels er der en række personer, der har brug for lidt længere betænkningstid før de træffer endelig beslutning om at deltage. Dels er vi interesserede i, at det samlede beløb øges, således at vi kan gennemføre en endnu større del af strategi 2020 på kort sigt – til gavn for alle i Gl. Rye.
Ultimo august – når vi kender det endelige beløb, som vi har til rådighed – mødes vi med vores rådgivere, der skal hjælpe os med at udvikle og gennemføre udvidelsen og moderniseringen af butikken. Når vi kender tidsplanen mv. for dette forløb, vil vi informere nærmere om dette.
Mejerigrunden
En del har spurgt os om, hvorfor vi ikke køber det gamle mejeri nu, da det er til salg - og bygger en ny butik - evt. sammen med andre interessenter i Gl. Rye.
Dette er et emne, som vi har beskæftiget os intensivt med siden efteråret 2015, hvor vi startede processen op med en strategidag. Der hersker ingen tvivl om, at vi gerne ville kunne flytte ind i nye og tidssvarende rammer omgivet af fine parkeringsforhold og til- og frakørselsveje. I den henseende ligger mejerigrunden fint.
En nybygning af en sådan butik vil andrage i størrelsesordenen 12 mio. kr. Dette tal svarer til etableringsprisen af en tilsvarende Dagli’Brugs for et par år siden. Til dette beløb skal lægges købspris for mejerigrunden samt fjernelse af de gamle bygninger, der ikke er anvendelige til at drive detailhandel i.
Byens Egen Butik er udelukkende ejet os medlemmer i Gl. Rye, og vi har ikke adgang til finansiering fra Coop-koncernen. Det betyder, at vores økonomiske kapacitet er begrænset, og vi har lavet flere forskellige beregninger, der viser det samme: At en investering i nævnte størrelsesordenen desværre ikke er mulig.
Vi fravalgte således af økonomiske årsager at arbejde videre med mulighederne på mejerigrunden. Det forsøgte vi fra bestyrelsens side at beskrive både på borgermødet i Fælleshuset tidligere i år samt på årets generalforsamling, men jf. den aktuelle Facebook-debat kan vi konstatere, at kommunikationen ikke er nået tilstrækkeligt bredt ud. Det tager vi ad notam - og glæder os over, at vi nu ved, at byens interesse for butikken - eller i det mindste butiksdriften - er så massiv, som det er tilfældet.
På generalforsamlingen blev det fremført fra nogle medlemmer, at vi burde undersøge mulighederne en gang mere. På den baggrund har vi haft en ekspert til at se på mejerigrunden og vurdere de økonomiske muligheder i at etablere detailbutik der. Eksperten arbejder til daglig med at rådgive detailhandelskæder i forbindelse med deres etablering af nye butikker – typisk på ny grund. Personen har ikke arbejdet for Coop, men for andre kæder. Eksperten vurderede, at der ingen mulighed er i at bevare de eksisterende bygninger til detailhandel og at et projekt i nævnte størrelsesorden vil være alt for omfattende for en Brugsforening med vores størrelse.
Af førnævnte årsager har bestyrelse og ledelse i Byens Egen Butik besluttet ikke at foretage sig yderligere i relation til at investere i mejerigrunden. Vi vil derimod koncentrere os om at realisere den strategi, som vi har fremlagt og nu også fået økonomisk mulighed for at gennemføre tidligere end ellers.
Vi er bevidste om, at der er andre i byen, som overvejer at erhverve og måske lave et projekt på mejerigrunden. Hvis dette projekt måtte etablere en bygning, som Byens Egen Butik kan leje sig ind i og drive forretning fra, er vi naturligvis åbne for en dialog om dette, såfremt de økonomiske vilkår er attraktive. En sådan dialog må i givet fald etableres, før vi går i gang med at gennemføre de fysiske forandringer af de nuværende bygninger – hvilket formentlig sker i løbet af dette efterår.
Diften på rette spor
Omsætningen i Byens Egen Butik har sat nye rekorder her i starten af 2016. Alene i maj var omsætningen 25% højere end sidste år, og bundlinjen har det heldigvis også fint. Tak for den fine opbakning – vi håber, at det må fortsætte i de kommende måneder.
En konsekvens af den øgede omsætning har også været, at der i perioder har været for mange tomme hylder i butikken. Dette er naturligvis ikke tilfredsstillende, og der bliver arbejdet på at undgå dette fremover. Eksempelvis vil Henrik udvælge en række hovedprodukter (sukker, økologisk mel, økologisk havregryn, basis varianter af pasta, saftevand, etc.), hvor der aldrig må mangle produkter på hylderne. Det betyder, at der etableres et større lager af disse produkter i bagbutikken. Vi vil følge dette emne tæt i de kommende måneder.
Vi har også fået gennemført den halvårlige kundeundersøgelse. Resultatet er generelt meget opmuntrende, idet vores samlede karakter ligger betydeligt bedre end i landets øvrige Dagli’Brugser. To positive forhold springer i øjnene: Dels er man generelt godt tilfreds med personalet, dels er der mange, som kvitterer for, at der nu er meget mere økologi på hylderne end tidligere. Omvendt er der kritik af sortimentet af bl.a. kød, ligesom der er plads til forbedring på det vigtige frugt og grønt område. Begge produktområder vil være i fokus, når butikken bliver moderniseret og udvidet.
Med disse ord vil vi ønske alle vores medlemmer og kunder en dejlig sommer – vi ses i byens egen butik!
Denne pressemeddelelse er også bragt på Gl. Ryes Facebook-side.