Gode tider i Dagli’Brugsen i Gl. Rye

Mandag den 16. april holdt Brugsforeningen i Gl. Rye sin årlige generalforsamling med et stort fremmøde af ualmindeligt engagerede og spørgelystne medlemmer.

Generalforsamling 2018.jpg

Formand Ejnar M. Jakobsen kunne på bestyrelsens vegne berette om en særdeles positiv udvikling i butikken, der lokalt omtales som ”Byens Egen Butik”. Detailmarkedet er ellers generelt præget af benhård konkurrence med discountkæder, som fortsat vinder mere og mere frem: 

”Også i vores lokalområde er der livlig konkurrence med stadigt større butikker – og måske snart med endnu et stort supermarked i Ry. Samtidig vinder udespisning og ”on the go”-produkter samt e-handel jo hastigt frem, hvilket også kraftigt udfordrer mindre og traditionelle dagligvarebutikker som Dagli’Brugsen i Gl. Rye,” siger Ejnar M. Jakobsen. 

Lokalt lån finansierede næsten ”ny” butik

I foråret 2017 kunne dørene åbnes til en total nyrenoveret og større butik med en samlet investering på 2 mio. kr. Godt halvdelen af beløbet kom fra lån, som 150 beboere i Gl. Rye havde ydet Brugsforeningen, mens den anden halvdel blev finansieret af foreningens egne midler. 

Ejnar M. Jakobsen roste under formandsberetningen kundegruppen til skyerne: 

”Der skal lyde en stor tak til de lokale långivere – uden deres indsats var vi ikke lykkedes med at realisere en så flot og ny butik i Gl. Rye”, lød det blandt andet. 

Generalforsamlingens deltagere drøftede også alternative afviklingsmuligheder af lånet til fordel for både långivere og Brugsforeningen. Flere medlemmer var i så godt humør, at de var villige til helt at fraskrive sig tilbagebetaling af deres lån. 

Mange nye produkter og initiativer

Formanden fremhæver generelt medarbejderne for deres utrættelige indsats med at finde nye produkter frem, som kunderne i netop Gl. Rye efterspørger. 

”Blandt andet kan butikken nu tilbyde en lang række lokalproducerede varer - herunder kød, grøntsager, is og såmænd også kaffe. Noget, der er med til at give butikken sin helt egen profil,” siger Ejnar M. Jakobsen.

To helt nye og lidt usædvanlige ”produkter” forbeholdt foreningens medlemmer blev også omtalt: Dels delebilsordningen ”Byens Egen Bil”, dels vinrejser til Rhinen og Alsace - det sidste i samarbejde med Brugsforeningen Tryg fra Ry.

Gl. Rye i Superligaen

Ved den halvårlige kundeundersøgelse i oktober var responsen særdeles tilfredsstillende. Med det ottende højeste tilfredshedsindeks blandt alle landets ca. 350 Dagli’Brugser var der kun grund til at være tilfreds. 

”Med dette resultat føler vi nærmest, at vi med et slag er rykket op i Superligaen – og vi vil arbejde stenhårdt på at etablere os i toppen,” fastslår formanden. 

Årets omsætning blev på 12,8 mio. kr., hvilket var en fremgang på 13 % i forhold til året før. Siden kriseåret 2013 er omsætningen øget med imponerende 38 % takket være en solid opbakning fra kunderne i Gl. Rye. Der budgetteres med fortsat vækst – og starten af 2018 har været bedre end budgettet. 

Ikke prangende - men tilfredsstillende

Årets resultat blev et underskud på 0,3 mio. kr. Årsagen til underskuddet er at en række udgifter i forbindelse med moderniseringen er taget direkte på driften. Uden disse ekstraordinære udgifter viser den rene drift et overskud på 0,2 mio. kr. 

”Det er ikke et prangende resultat, men sammenliget med mange andre Dagli’Brugser har vi grund til at være tilfredse. Målsætningen er så snart som muligt at kunne omsætte for 15 mio. kr. årligt – det vil give os en mere bæredygtig økonomi med overskud til at investere yderligere i fremtiden og dermed møde de mange udfordringer, vi ser foran os,” forklarer Ejnar M. Jakobsen. 

Nyvalg af fire kvinder

Til bestyrelsen blev Bente Strager og Hanne Baastrup nyvalgt, mens Annette Egelund Kristensen og Louise Overgaard blev valgt som nye suppleanter. Dette skete til den øvrige bestyrelses fulde tilfredshed, idet der længe har været et ønske om en mere ligelig kønsmæssig repræsentation. 

Generalforsamlingen besluttede også at ændre vedtægterne således, at det fremover også er muligt at stille op til bestyrelsen, hvis man er 70 år eller derover. 

Efter generalforsamlingen hyggede deltagende sig med mad og drikke samt et underholdende indlæg om ”Navnet Jensen” ved Bjarne Jensen, Ry.

Bente Strager.jpg

:

Vi kan ikke spare os til succes

... men vi kan flytte butikken til et helt andet sted, hvis vi bliver ved med at bruge den, som den bliver brugt lige nu.

:

Generalforsamling 2024: Hent dagsorden og regnskab

Der afholdes generalforsamling i Gl. Rye Brugsforening den 23. april kl. 19.00 i biblioteket på Gl. Rye Skole.

:

Beretning Brugsforeningen i Gl. Rye Generalforsamling 2023

Jan, Gl. Rye, FB (1).png

:

Hils på Jan

Du har måske allerede hilst på ham i butikken - men nu er han faktisk kommet for at blive.

Indvielse af torvet 2021.jpg

:

Vi er ikke lukket - tværtimod! 😊

I forbindelse med med, at vi i foråret gik sammen med Brugsforeningen TRYG om at drive Byens Egen Butik, fik vi ny administrativ identitet i Coops system. Det betød, at Coop – helt automatisk og desværre uden at vi selv vidste det, har sendt et brev ud til alle medlemmer af Byens Egen Butik, at “din tilhørsbutik er lukket”.

Borgermøde om partnerskab, marts 2022.jpg

:

Stor deltagelse ved borgermøde

Onsdag aften var næsten 50 Gl. Rye-borgere samlet til informationsmøde forud for generalforsamlingen i Gl. Rye Brugsforening 6/4.

Flere nyheder »