Forårets kundeundersøgelse: Byens Egen Butik overgår sig selv
I foråret har COOP gennemført sin halvårlige, landsdækkende kundetilfredshedsundersøgelse, kaldet ’NPS’. Dommen over Dagli’Brugsen Gl. Rye er klar: Kundernes loyalitet er steget fra et i forvejen rekordhøjt niveau.
Denne gang svarede hele 145 kunder på spørgsmål om deres tilfredshed med sortiment, pris, betjening og indretning i butikken. Det er endnu flere tilbagemeldinger end sidste gang - og lige som sidst bidrog deltagerne også med adskillige personlige kommentarer, som nu kan inspirere både uddeler og bestyrelsen til at gøre Byens Egen Butik endnu bedre.
Undersøgelsen viser at, der stadig er meget stor tilfredshed med butikken. Den generelle tilfredshed er steget fra en samlet score på 80 til hele 83. Butikken ligger derfor stadig som en af de Dagli’Brugser i Danmark med den allerhøjeste tilfredshed – indenfor Top 10.
”Jeg er meget tilfreds med resultatet, og det er bestyrelsen også. Vi har loyale kunder, der stiller krav til kvalitet og pris. Det gør, at butikken også udvikler sig,” siger brugsuddeler Henrik Valdorff Rasmussen.
Plads til flere ambitioner
I forhold til undersøgelsen for et halvt år siden er der områder, hvor der tidligere har været mindre tilfredshed, som nu ser meget bedre ud. Det gælder blandt andet tilfredsheden med udbuddet af nemme måltider og udbuddet af kød, hvor tilfredsheden nærmest er fordoblet.
”Vi hviler ikke på laurbærrene. Derfor vil der også fremover være fokus på nogle af de punkter, som kunderne peger på som områder, hvor der er plads til forbedringer. Jeg har sammen med bestyrelsen valgt at fokusere på problemet med tomme hylder og konkurrencedygtige priser,” forklarer uddeleren.
”Vi ved, at problemet med de tomme hylder især opstår omkring de mange helligdage, som vi har haft i foråret. Som den eneste butik i Ry og omegn, der har åbent alle helligdage, har vi været heldige med en meget stor omsætning disse dage – men en af konsekvenserne er, at nogle er gået forgæves efter varer. Det er beklageligt, og et område, som vi VIL forbedre os på i fremtiden,” uddyber Henrik Valdorff Rasmussen.
Mange kommentarer viser stor interesse
Mange, der har deltaget i undersøgelsen, har benyttet lejligheden til at komme med kommentarer og ønsker til butikken. Her er et lille udvalg af de emner, som bestyrelse og uddeler også tager med i det kommende arbejde:
- Mere frisk brød/kage
- Pakkeafhentningskasse
- Fisk af god kvalitet
Uddeleren opfordrer kunderne til løbende at komme med gode forslag til sortiment og drift.
”De kan enten komme personligt til mig eller en anden medarbejder – eller skrive idéer og kommentarer på sedler, der er hængt op i butikken. Vi tager imod inputs med kyshånd,” pointerer Henrik Valdorff Rasmussen.
Yderligere info, aftaler m.m.: Kontakt venligst bestyrelsesformand Ejnar Jakobsen på tlf. 89 38 15 75 / ejnarjakobsen@outlook.com – og/eller uddeler Henrik V. Rasmussen på 23 84 41 96 / henrik.valdorff.rasmussen@daglibrugsen.dk